Et optog er i gang, en maskerade, en dans. Noget er i bevægelse, er ved at blive til, blive til noget andet, en anden, den anden, rytteren er ved at blive til hest, mennesker er i færd med at forvandle sig til dyr, dyr til mennesker, mand til kvinde, kvinde til fugl.

I Kaspar Oppen Samuelsens farverige malerier, collager, grafiske tryk, tegninger og ler- og stålskulpturer sløres grænserne mellem de enkelte figurer. De låner hinandens legemsdele. Kvindens fødder er også mandens hænder, og fødderne er altid på vej et andet sted hen. Hænderne peger, og vi følger deres tegn med blikket, og vi ser fuglen, som er tildelt så meget frihed, men som ikke kan flyve, som ikke kan håndtere al den frihed. Vi ser den forvirrede energi i kroppe sammensat af egensindige enkeltdele på vej i forskellige retninger: fødder med vrikkende tæer på vej ud af billedet, ben, der med en klodset dans forhindrer føddernes bevægelse, kroppe indhyllet i overdådige klæder, hænder, der fører vores blik videre til et tilsyneladende absurd ritual, som en anden figur er ved at udføre med bukserne hængende nede om anklerne. Blomster vokser ud af panden på et hoved, der allerede også er en påfugl og på vej et andet sted hen, på én gang ved at blive sig selv og noget andet.

Hos Kaspar Oppen Samuelsen tages det absurde alvorligt. Hans værker er fulde af fortællinger, åbne fortællinger om dyr og mennesker, der med alvorlig mine tager del i absurde, sociale ritualer: et karneval-lignende optog, en maskerade, en fornem dans, en ridetur. Det pyntede og det pinlige går hånd i hånd. Det er et sammensat, kontrastfyldt og foranderligt univers. Kunstneren trækker på velkendt visuelt sprog og anvender collage-teknikken til at sammensætte elementerne på nye, overraskende måder. Brugen af collage-teknikken betyder, at kunstneren gennem hele arbejdsprocessen forholder sig kritisk til billedfladen: billedets sammensætning er hele tiden til forhandling og i forandring. Teknikken giver værkerne et præg af ufærdighed, som bidrager til fornemmelsen af konstant bevægelse og tilblivelse. Det sammensatte foregår på alle niveauer: Helheden er skabt af udskårne lærredsstykker og papir klistret på lærredet, de enkelte figurer er sat sammen af individuelle anatomiske dele. Det blanke lærred træder frem mellem de farverige geometriske former, flader og mønstre, som udgør figurerne og motivet. Referencer til kunsthistorie, teater, politik og forskellige kulturer optræder side om side i værkerne. Elementerne får betydning gennem den konstellation, de indgår i, frem for gennem det, de refererer til. Den gule halvmåne, kvinden lokker hesten frem med, er både banan og halvmåne og ingen af delene. Den er på samme tid figuration og ren geometrisk form. Alle dele af et værk fungerer på samme tid som motiv og som en vigtig del af kompositionen. På den måde bevæger værkerne sig hele tiden mellem figuration og abstraktion.

Der er noget udpræget sympatisk ved figurerne, der befolker Kaspar Oppen Samuelsens univers. De poserer selvbevidst og selvhøjtideligt, som de sidder der pyntet og højt til hest, og samtidig er de komiske, fjogede, grænsende til det pinlige, fordi deres forsøg på at fremstå overlegne og præsentable hele tiden fejler: De har glemt at tage bukser på, fødderne lever deres eget liv, de har ikke kontrol over hesten. Det forfejlede, det uperfekte, de helt igennem menneskelige fejl omfavnes i værkerne, der drages omsorg for figurerne, mens der grines.

Det handler om at forsøge, og om at fejle, om mislykket kommunikation, mystiske sociale situationer og absurde ritualer. Det handler om at se det smukke i fejlen. Og det i mere end én forstand, for Kaspar Oppen Samuelsen er ikke bange for det uperfekte udtryk, han vil det uperfekte, når han skaber sine værker. Og for at sikre sig det uperfekte, løber han om hjørner med sig selv. Han sætter sin lid til fornemmelsen, lader kroppen og hånden føre an, frem for hjernen, og henter på den måde elementer, farver, mønstre og figurer frem fra underbevidstheden, som overrasker ham og informerer ham om den næste streg, om fodens fortælling, der fortæller videre om benenes dans og håndens bevægelse og figurernes indbyrdes koreografi.

Helene Johanne Christensen, 2018
Kuppel kunst- og kulturformidling